Kategoriarkiv: Mine tanker

Hverdag som pårørende til en kronisk syg.

Skrevet: kategori: Mine tanker

kronisk sygI november skrev jeg indlægget ”Når sygdommen rammer”. Som mange ved faldt Dennis om inde i havnen som lyn fra en klar himmel, uden at læger har kunnet påvise en grund og har siden hen fået diagnosen emfysem.
Livet, som vi kendte det, er for evigt ovre. Hvem vidste, at vores sundhedssystem var så skrabet, at omkring halvdelen af pårørende til kronisk syge viser tegn på stress og udbrændthed, og at hver femte udvikler egentlig sygdom. Samtidig ved man, at mange pårørende ikke føler sig hjulpet og set i sundhedssystemet. Jeg skulle både tage mig af, hus, uvis fremtid, egen sag om sygemelding, møder på jobcenteret, hvor jeg blev så presset, at det gik ud over min hukommelse og koncentrationsevne og mit PTSD havde sin egen lille fest.

Hele min hverdag var under Dennis sygdomsperiode fyldt op. Jeg negligerede familie og venner og isolerede mig, fordi jeg var utryg ved at lade Dennis være alene. Når man er pårørende til en kronisk syg bliver man pludselig både pårørende, advokat, sygeplejer og samarbejdspartner til sundhedsvæsenet, hvor man ikke føler sig hjulpet og set i sundhedssystemet til at navigerer i det farvand af udfordringer, der følger med, når ens nærmeste bliver langvarigt syg.
Som vores samfund i dag har udviklet sig, lever man i stigende grad med sygdommene hjemme, hvilket gør at de pårørende er meget mere på end tidligere. De pårørende er en vigtig ressource, men for at kunne være det, kræver det at sundhedssystemet og jobcenter kigger på hvordan de kan støtte de pårørende, der ofte har mange sygedage fx. i forbindelse med kørsel af ægtefælde og risikoen for selv at blive syg som pårørende er stor, og sundhedsvæsenet kan risikerer at stå med to patienter i stedet for en.
Som pårørende magter du ofte ikke at tale med andre i omgangskredsen, da du ikke vil være til besvær og bede om hjælp hele tiden. For mit vedkommende brugte jeg professionel terapi, som jeg har valgt for egen regning at betale for at kunne tale om de mange følelsesmæssige og eksistentielle udfordringer jeg som pårørende har. Som pårørende står du med bristede drømme omkring fremtiden og har en masse “forbudte” følelser om, hvad det mon kommer til at betyde at ens samlever eller ægtefælde ikke kan det samme som tidligere.

Hverdag med en kronisk syg.

Dennis har fået ophævet sit køreforbud og er begyndt, at arbejde igen. Hvilket både er dejligt, men også angsprovokerende, da frygten for at stå med sammen situstion som i sommers igen, for hvem siger Dennis slipper “billigt” igen og nu kræver det ikke en studenterhue at regne ud at en lastbil er en dræbermaskine og hvem kan vide om det sker under kørslen?
Jeg skal da ærlig indrømme at de her dage, hvor det nyt, at Dennis er på gaden igen at telefonen nærmest er med i bruseren, men håber frygten aftager igen, da min belastnings stress kan udvikle sig til en sygemelding og så vil hverdagen ikke just være positiv som den fortrinsvis er i dag. Set erfaringsmæssigt indefra: Vores rige land giver ikke mulighed for livskvalitet til mennesker, der lider af kroniske sygdomme eller deres pårørende. Årsag: Yderste led af arbejdet med mennesker bliver beskåret til fordel for ledende poster, konsulenter, omstrukturering og aktiviteter, der aldrig kommer patienter og borgerne til gode.

Julen er ikke hjerternes fest for alle.

Skrevet: kategori: Mine tanker

julenJulen siges at være hjerternes fest, men vil nærmere kalde det følelsernes fest, da vi er igennem hele følelsesregister, i form af spænding, glæde, vrede, sorg og irritation.
Julen er tid til at hygge, være sammen med familie og venner.
Men hvad gør vi, vi render alle rundt som en flok forvirret høns og stresser over alt det der skal gøres, købe gaver, bage, pynte osv.
Ideen om en højtid, hvor vi fejrer forholdet til hinanden og glæden ved at have hinanden, er positiv. Men med gave pligten går højtiden fra noget frivilligt og relations baseret til at være et økonomisk bevis på, hvor højt du er elsket, eller hvor højt du elsker.
Det bliver en udveksling af penge i stedet for en udveksling af omsorg

Jeg har som sådan ikke noget mod julen, men jeg synes det bliver en anelse blæst op, når julen allerede begynder midt i november og der bliver bygget for høje forventninger op til højtiden, at det kun kan skuffe. Familiesamværet i julen er værdsat af mange, men der er også et stort antal familier, der har oplevet at blive brudt op af skilsmisse.
Som barn har jeg oplevet alt fra den gode jul og alt fra den dårlige jul. Desværre flest dårlige og julen gik helt galt for mig, for et par år siden, hvor jeg var vidne til et barn gik amok i en gaverus, som barnet egentlig ikke selv var skyld i. Det var de voksne, der havde købt gaverne og havde gejlet en stemning op. Efter maden da vi åbnede pakker eksploderede tingene i en rædsom gaverus, som mindede mig om en løve flok, der parterede deres bytte. Hvad der var inde i pakken, havde mindre betydning, og barnet var hysterisk råbende.
Jeg så ingen taknemmelighed. Glæden ved at give var forduftet. Det var et hysterisk klimaks, der skulle overstås, og var rædselsfuldt at være tilskuer til og indkasserede et overforbrug af panodil for at slå hovedpinen ned.

Julen er følelsernes fest.

Jeg er som barn aldrig blevet fastholdt i juleglæden og da jeg er blevet skuffet som voksen er glæden til at overse. Jeg er overbevist om at min juleglæde nok skal komme tilbage en dag, hvis selv får min egen familie som jeg kan give juleglæde, og skabe en god jul for.
Indtil da melder jeg mig frivilligt til vagt juleaften, for at slippe for dette rædsom gaverus med tilhørende hovedpine.