pårørende

At være pårørende

pårørendeDet kan være sin sag at være pårørende til en der er vokset op i en dysfunktionel familie. Hvad enten det er som partner, ven osv. Da jeg for flere år siden har brudt med hele min familie har jeg ikke pårørende. Men tager udgangspunkt i, hvad jeg tror, der kan være svært ved at være pårørende til mig. Når man udadtil er hård og har overblikket, og indeni har et usynligt kaos kan det være en udfordring i relationen til venner og familie. Da jeg begyndte, at arbejde med min fortid kom der nogle nye sider frem hos mig, hvor jeg viste en sårbarhed, jeg ikke har vist før. For nogen, har det måske været svært, da jeg aldrig har vist den side af mig.

Være tydelig
Jeg foretrækker, at andre at andre er tydelig over for mig ellers har jeg svært ved at naviger i relationen. Jeg er muligvis ikke altid tydelig. Det bunder i grænse problematikker, hvor jeg har haft svært ved at sætte grænser. Både for mig selv og for andre. Hvis jeg pludselig agerer anderledes end jeg før har gjort. Kan der opstå nogle nye spændinger fordi jeg agere anderledes. Fx. har jeg ikke før hen sat grænser eller sagt dem højt. For mange mennesker er “grænsesætning” et negativt klingende ord og har haft det svært med at jeg åbner munden og melder ud hvad der er okay for mig og hvad der ikke er. I forhold til at sætte grænser er det vigtigt, at mærke sine egne begrænsninger og være bevist om hvornår man kaster sig over andres problemer istedet for at mærke sine egne.

Råd til pårørende

Lyt og accepter, at vedkommende kan have en dårlig. Deltag i psykologbehandlingerne hvis der er behov for det. Personligt tror jeg det også kan gavne pårørende for, at kunne hjælpe i det hverdagen. Og vigtigst af alt: Giv tryghed, og meld klart ud, hvor du står i helings processen.

Du kan evt. læse min historie her: