Uddannet for et år siden – hvad så nu?

uddannetFor et år siden var en glædesdag da jeg endelig nåede i mål og kunne fejere at jeg endelig var færdig med min bachelor i ernæring og sundhed med speciale i sundhedfremmende forbyggelse og formidling. Som nyuddannet har det ikke været nemt at finde job og har overvejet kandidaten, men at uddanne mig til arbejdsløshed har ikke tiltalt mig.

Jobcenteret er ingen fest
Ledigheden hang mig ud af halsen, når jeg skulle bruge en dag foran computeren, når man ved, man skal søge de der x jobs om ugen, og der så ikke er nogle interessante, så sidder man bare og kigger ind i skærmen og får sendt noget dårligt af sted. De obligatoriske møder i jobcenteret trækker også humøret ned, hvor jeg sjældent følte, at sagsbehandlerne kunne fylde de afsatte timer af med kvalificeret opgradering af mine kompetencer eller CV.Man sidder der med en masse andre nyuddannede, der heller ikke gider at være der. – Man føler sig dum. Løntilsukds job eller skjult social dumping som jeg kalder det var ikke mig.
Jeg har en lidt blandet holdning til løntilskuds jobs generelt. Jeg er imod at det udnyttes så groft som det gør uanset branche.
Efter en nedtur på 200 km/t da anden blev syg og hjælpen fra det offentlige var ikke eksisterende mht til at få fed til at kunne tage mig af Dennis der havde brug for min hjælp fandt jeg et job som ufaglært ssh og da jeg ikke er uddannet hjælper kan jeg ikke fastansættes og fik den tanke at jeg nok måtte kigge til andre felter end mit eget for at få fast fodfæste på arbejdsmarkedet.

Fortrudt pba i ernæring og sundhed
Uddannelsen Professionbachelor i ernæring og sundhed blev ”solgt” godt med argumenter med “der bliver brug for flere folk i sundhedssektoren” osv. Efter at have sendt jeg en masse ansøgninger opfordret og uopfordret er det ikke lykkes at finde et job inden for mit felt og mange virksomheder ved ikke hvad mennesker med min uddannelseretning kan og derfor vælger klinisk diætist.
Efter et 1/2 år med jobsøgning har min selvtillid lidt et stort knæk og har derfor opgivet. Bachelor i ernæring og sundhed er for bred, og arbejdsgivere bliver forvirret over det vi kan. Diætister kan stadig arbejde med raske mennesker, hvis de har lyst.
Men der er mange der sidder med andre uddannelser, som varetager de jobs, som vi i princippet kunne have haft, hvis vores uddannelse havde været mere målrettet. Jeg har fortrudt big time, at jeg spildte 3,5 år på en uddannelse, hvor det ikke er til at finde et job og som blokere for at jeg kan tage kurser mm for at holde mig opdateret på sidste nye viden inden for mit felt da regeringen har lukket for den mulighed med deres gode uddannelse loft (ironi kan forekomme)

Hvad så nu
Jeg har opgivet at finde job inden for mit felt og da jeg gerne vil have et job med fast ansættelse, har jeg valgt at tage en uddannelse i sundhedssektoren, hvor der er masser af jobs. Da regeringen fik den knap så heldige ide at lukke for muligheden for at komme ind på sygeplejestudiet har jeg valt at tage uddannelsen til social og sundheds assistent, da jeg nyder at arbejde med mennesker og være med til at gøre en forskel i et andet menneskes liv ved at være med til at hjælpe et andet menneske fra ingen ting at kunne selv til at blive så selvhjulpen til, at kunne klare sig selv i eget hjem. For at få mest mulig erfaring med på SSA arbejder jeg i et rehabiliterings team i en sjællandsk kommune, hvor jeg via fjern studie læser grundforløb 2 ved siden af mit job, da grundforløbet er adgangskravet til SSA, som er målet at komme ind på.

Er vi blevet et diagnose samfund.

Vi er efterhånden blevet et diagnose samfund i vesten, og krummer tær over de forældre, der hunger efter en diagnose på deres barn for at opnå medlidenhed fra omgivelserne ”se jeg har det så hårdt, da mit barn er handicappet pga en diagnose”. Hvorfor ønsker sig en diagnose til sit barn, frem for at være glad for at have et sundt og raskt barn, der trives uden ekstra støtte eller brug for medicin.

Jeg har jævnligt mødt mennesker i sundhedssektoren, der af læger og psykiatere får diagnoser som depression og angst på et meget tyndt grundlag. Det er som om, det bare skal hedde noget. Er det fx angst, hvis du er blevet fysisk syg og går og er bange for konsekvenserne? Er det angst, hvis du har haft indbrud og nu går og er urolig for at det skal ske igen? Eller som en bekendt, der prøver at bilde omverden ind at vedkommende har en angst-diagnose, selvom hun slet ikke har angst, men blot bruger det som undskylding for fx ikke selv at vil tage ansvar for sit eget liv, som fx. at gøre rent i eget hjem, men hellere vil have andre til at gøre tingene for sig. – Dovenskab er IKKE angst! – men grov misbrug af en diagnose, som for de mennesker, der oprigtig har diagnosen angst kan have betydelig nedsat livskvalitet indtil en evt. behandling begynder at virke på angsten.

Jeg har mistænkt, at der hos psykiateren sættes nogle etiketter på, for så kan der ordineres medicin. Og det er jo det, lægerne kan – give medicin. Hvad skal de ellers gøre. Men er det det, der skal til? Som jeg ser det, sygelig gør vi en masse mennesker, og mange mennesker sygelig gør sig selv, fordi de tror, at det er forkert at blive slået ud i en periode. Alt hvad der afviger fra det strømlinede er forkert. Men mennesket er ikke en toptunet motor. Vi er lavet af kød og blod. Vi har følelser. Det er dem der gør os til mennesker. Kærligheden for eksempel, gør os sårbare. Det er ikke forkert at være sårbar. Det er en kvalitet. Når du elsker og holder af, kan du også miste. Når du har indfølingsevne, kan du blive ramt af andres følelser. Du kan lære at håndtere følelserne på måder, som gør, at du ikke vælter helt. Men følelserne er ikke forkerte. De skal bare ikke diagnosticeres.

Slip offer rollen: Tag ansvar for dig selv og dit eget liv. Vær åben og ærlig omkring dine ønsker og behov. Spørg direkte om det du gerne vil have hjælp til. – Jo mere præcis, ærlig du er, jo mere vil folk også være villig til at hjælpe dig. Du behøver ikke føle dig magtesløs, eller spille hjælpeløs, det får kun andre mennesker til at vende dig ryggen hvis du ikke VIL vise, at du også selv kan tage imitativ til at komme videre, efter at have været væltet rent psykisk.